All posts filed under: Tips & tricks

Lynkursus i at give respons på tekster

I bogen Godt sprog i organisationer. Veje til vellykket sprogarbejde der udkom på Hans Reitzels Forlag sidste år, har jeg skrevet kapitlet “Skab nye måder at samarbejde om skrivningen på”. Kapitlet ligger ikke online (det er meningen at man skal købe bogen, jo). Men jeg har lavet en prezi om de vigtigste pointer i mit kapitel.  Klik på linket og kom direkte til et 15-minutters lynkursus i god respons på tekster på dit arbejde. Yes, det er mig der taler. Lyt! 🙂 Giv god respons på tekster – prezi Alt godt herfra, Katrine

Se min samtale med Alexander Kjerulf om ros

I dag har været en god dag. Jeg har nemlig været på besøg hos Projekt Arbejdsglæde, en gruppe fantastiske mennesker der arbejder for at vi alle sammen skal blive gladere på vores arbejde og finde frem til det der giver mening for netop os i arbejdslivet. Alexander Kjerulf, idémand, ildsjæl og inspirator, inviterede mig til en samtale foran kameraet om hvorfor vi skal rose hinanden og hvordan vi gør det på den gode måde – og hvad man absolut ikke skal gøre. Se Alexanders og min samtale her, mens jeg lige får løst problemerne med at embedde videoen.

Tip nr. 5: Sig hvad du har brug for

Vi mennesker har det med at tro at vores omgivelser instinktivt ved hvad vi ønsker. Jeg synes at min kæreste burde vide, helt af sig selv, at i dag har jeg ikke brug for kritik, men i stedet en skamløs kompliment og en krammer. Jeg synes at min søn burde vide at jeg ønsker at han hører efter, LIGE NU, i stedet for at gå tættere på tv’et for at skære generende forældrestøj bort. Lige sådan med respons. Når vi beder andre om respons, siger vi ofte noget i denne her retning: Gider du ikke lige læse det her igennem? Som regel sker der så en af disse tre følgende ting: Fem minutter senere siger Kollega/Respondent/Makker hen over computeren eller henne fra døren: Det er fint, jeg har ikke noget til det. En halv time senere får du udkastet tilbage med to forkerte kommarettelser, en bølgestreg du ikke forstår meningen med, og en kafferand. 2 1/2 minut senere trækker Kollega/Respondent/Makker en stol hen ved siden af hæve-sænke-bordet og sætter sig tungt på den med et undertrykt …

Tip nr. 4: De tre k’er

På Københavns Universitet har professor i retorik Christian Kock i snart 20 år lært de retorikstuderende de tre vigtigste egenskaber ved en god respons: De tre k’er. Det burde være muligt at vække enhver retoriker og  kl. 3:37 om natten og få dem til at citere de tre k’er i søvne. De tre k’er står for konkret, konstruktivt og kammeratligt. Det er det fineste trekløver. Og det særligt fine ved at trekløveret er at det findes overalt, dér lige for næsen af os, lige til at plukke i stedet for at lede efter det sagnsomspundne firkløver. Enkelt og godt. Konkret Husk altid at pege helt konkret, specifikt og præcist på hvad det er du synes er godt eller kunne være bedre ved den ting du giver respons på. Sig ikke: Din tekst er spændende, eller den måde du håndterede mødet i går på, kunne have været bedre. Sig: Verberne “triller” og “bobler giver de to sætninger øverst på side to præcis den forventningsfulde stemning vi gerne vil opnå i denne her velkomstbrochure til nye forældre. Eller …

Substralificering – fem tips til at få samarbejdet til at gro

Ovre på Nadjas Reflexioner funderer Nadja Pass med vanlig grundighed og akkuratesse over ledelsesforskeren Josh Bernoffs tanker om hvad de sociale medier betyder for alt det vi plejer at tænke om ledelse. Og her trækker hun så kollaborative processer og respons ind i billedet. Det er vigtigt, siger Nadja med guru Bernoff i baglommen, at kunne samarbejde i den sociale tidsalder, fordi ledelsen må give sine medarbejdere fri i en verden hvor ingen længere kan styre hvad der bliver sagt om virksomheden og hvem der siger det. Disse frie og idérige medarbejdere kalder Bernoff for HERO’es, hvilket står for Highly Empowered and Resourceful Operatives. Vi taler her om medarbejdere der er handlekraftige og opfindsomme og får rum til at være det. Organisationer der føder og understøtter denne type medarbejdere er, skriver organisationsforskeren Nadja erfarent, ikke ligefrem hverdagskost. Men hvad hulan skal der til? Teknologi og ledelse, svarer hun, og så ikke mindst: Proces og kultur. Jeg skal lade andre om at mene store ting om kulturdannelse. Men Nadja har givet mig faklen på samarbejdet og processerne, og den …

Tip nr. 3: Loop processen

Jeg er på vej hjem m s-toget efter et fedt møde med Jan & Kristian, to dygtige grafikere der driver Tombola Cph sammen med en tredje partner. Vi skal lave en visuel præsentation af et projekt. Jeg skriver teksten og er kunden i deres butik. De leverer layout, grafik, håndtegninger, the works. Det fine er at vi, selv om det faktisk er første gang vi arbejder sammen, er enige om at det bedste produkt kommer ud af fælles usikkerhed og åbenhed. Jeg kommer med en idé. Jeg ser et kort for mig med tegninger på. Og tekstbokse i hjørnerne. Jeg har første udkast til tekstboksene med. De siger jaaaa, jooo. Hvad hvis de står for neden? Jeg siger ja, fedt! Så tegner de lidt. Viser mig det. Jeg kan se at jeg skal gøre noget ved mit udkast. Der blir for mange ord. Hvad med bagsiden? Vi sludrer. Vi kunne lave nogle faktabokse. De tegner en stor boks og seks små. Vi snakker om noget overordnet tekst i den store. Og noget levende tekst og …

Tip nr. 2: Træk skrivningen frem i lyset

En chef som jeg respekterer højt, sagde forleden: Det er jo svært at indrømme at man ikke kan skrive. Det er meget lettere at stå ved at nogle for eksempel er skidegode til regneark, mens andre ikke er det. Samtalen gik på hvordan man kunne sætte ord på hinandens kompetencer og dermed blive bedre til at samarbejde på tværs af teams ved at udnytte styrkerne og lære af hinanden. Skrivning er den usynlige kompetence for specialisterne i organisationen, for eksempel ingeniørerne, økonomerne, arkitekterne og sygeplejerskerne. Vi anerkender alle mulige andre færdigheder som kompetencer man kan eller skal lære. Men det at skrive opfatter vi som noget alle kan eller bør kunne uden at anstrenge sig, bare man er inden for sit faglige område og for eksempel skriver en rapport eller et dagsordenspunkt til politisk behandling om et emne som man arbejder med til daglig. Hvis skrivning forbliver en hemmelig kompetence, har vi vupti et par snubletråde: Snubletråd #1: De der ikke kan lide at skrive, eller er usikre på om de gør det godt, er …

Tip nr. 1: Afstem forventningerne

Jeg har lært tip nr. 1 på den hårde måde. Ved at bruge lange lykkelige analytiske timer ved tastaturet med at disponere, skrive og redigere en vandtæt projektbeskrivelse som blev skrottet på to minutter af en styregruppe fordi de tre indledende sætninger der beskrev formålet med projektet – indlysende for mig – ramte helt skævt af deres drømme og behov. Ved at ligge søvnløs i ugevis over det guldrandede ledelsesgrundlag jeg skulle skrive sammen med en kollega på baggrund af 523 gule sedler klistret op af seks direktører og en ekstern proceskonsulent på væggen i et mødelokale på et midtsjællandsk provinshotel med brune gulvtæpper. Udsætte skrivningen igen og igen. For så endelig, hårdt presset af en deadline, og i hast, at skrive et udkast på fire timer. Bare en lynhurtig strukturering af de forbandede post-its, en times fælles brainstorm på sammenhænge og synteser, og så en masse ord i på skærmen i en fart fra hver vores hjemmearbejdsplads. Gå til skafottet med udkastet brændende i hånden. Og få det tilbage med store smil og armbevægelser og en enkelt rettelse i en overskrift på side 5. Alle processer involverer mennesker. Og …