All posts filed under: Processer

Lynkursus i at give respons på tekster

I bogen Godt sprog i organisationer. Veje til vellykket sprogarbejde der udkom på Hans Reitzels Forlag sidste år, har jeg skrevet kapitlet “Skab nye måder at samarbejde om skrivningen på”. Kapitlet ligger ikke online (det er meningen at man skal købe bogen, jo). Men jeg har lavet en prezi om de vigtigste pointer i mit kapitel.  Klik på linket og kom direkte til et 15-minutters lynkursus i god respons på tekster på dit arbejde. Yes, det er mig der taler. Lyt! 🙂 Giv god respons på tekster – prezi Alt godt herfra, Katrine

Skriveproces med hjertet

Skriveprocesser er mange ting. På det seneste har mit liv været fyldt af store følelser. Min mor døde for nylig, og både min søster og jeg holdt taler ved hendes bisættelse. Det var en helt ny og ukendt skriveproces at skrive lige netop den tale. For det første var det vigtigt at få sat ord på nogle af de værdier min mor har givet mig. Det var også vigtigt at være ærlig omkring hendes væsen, men også at vise hende den respekt og tilgivelse at lade nogle af fejlene gå i glemmebogen. Vi er alle sammen fejlfyldte, og selv om min mor ikke tilgav alle fejl hos andre mennesker, så tilgav hun dem i os døtre, og vi skyldte hende det samme. Endelig var det vigtigt at bisættelsen ikke kun var for os to, men også et ritual og et farvel til min mor for den øvrige familie og venner. Alligevel var det let at skrive præcis den tale. Ordene kom på papiret, rent og enkelt, ligesom følelserne. Og i kapellet skete der noget som …

Se min samtale med Alexander Kjerulf om ros

I dag har været en god dag. Jeg har nemlig været på besøg hos Projekt Arbejdsglæde, en gruppe fantastiske mennesker der arbejder for at vi alle sammen skal blive gladere på vores arbejde og finde frem til det der giver mening for netop os i arbejdslivet. Alexander Kjerulf, idémand, ildsjæl og inspirator, inviterede mig til en samtale foran kameraet om hvorfor vi skal rose hinanden og hvordan vi gør det på den gode måde – og hvad man absolut ikke skal gøre. Se Alexanders og min samtale her, mens jeg lige får løst problemerne med at embedde videoen.

Blazing I og II – Jenny Wilsons loop

Alle skabende processer er rekursive i en eller anden form. Det vil sige at de slår krøller undervejs, de looper om sig selv. Arbejdet, udførelsen, processen giver nye idéer og indsigter, og man må tilbage i den skabende proces. Tilbage er fremad. Den svenske sangerinde Jenny Wilson er et fascinerende eksempel. Hun har netop genudgivet alle sangene fra sit 2009-album Hardships i nye indspilninger i et nyt dobbeltalbum med titlen Blazing I og Blazing II. Blazing I er Jenny Wilsons genfortolkninger af sangene fra Hardships. Blazing II rummer flere af de samme numre én gang til, nu remixet af forskellige kunstnere. (Læg mærke til hvordan røgen glider over ansigtet på Jenny Wilson på coveret på Blazing II. Der er lagt et lag indover, Jennys ansigt kærtegnes af noget nyt og bliver et andet.) Siden Hardships blev udgivet, har Jenny Wilson været på turné med sangene. Og de har udviklet sig undervejs i kraft af og igennem de mange koncerter hvor musikerne har fortolket og genfortolket. Det der skete, når vi spillede, var, at mine melodier fra …

Ros i Ledelse i dag

Jeg har skrevet en artikel til Ledelse i dag, et online-tidsskrift om organisation og ledelse for medlemmerne af organisationen Lederne. Den hedder Mens vi venter på men – hvordan ros kan blive problemknuser i stedet for sødemiddel, og den handler om ros og hvorfor vi kan bruge ros til at udvikle vores kompetencer og processer på arbejdspladsen. Ros er nemlig ikke bare flødeboller der er lækre og søde, men ingen næring har. Ros på den gode måde kan give os masser af viden og ressourcer som vi kan bruge til at blive klogere med. Men det kræver arbejde. Ros der skaber udvikling, skal være konkret og specifik. Det vil sige at den der roser, ikke bare skal sige: Sikke da en spændende artikel. Men i stedet skal sige: Sikke en spændende artikel. Jeg synes især at argumentet om ditten-dutten var godt fordi det adresserede den modstand som mange grundlæggende har imod ros. Og så kan jeg lide din humoristiske tone, især i afsnit tre, lige der hvor du skriver ditten-dutten-datten. Netop dét udtryk og den …

Megaman og Modkraften

Med jævne mellerum får jeg følelsen af at jeg burde være bedre til at lave det jeg laver. Jeg har en indre megafon, Megaman kalder jeg ham, der på særligt skrøbelige tidspunkter skruer op for volumen og råber: “Det er bare ikke godt nok. Du burde slet ikke lave det der. Lige om lidt hyrer de nogle kompetente folk i stedet for dig.” Ad åre har jeg fundet volumenknappen til Megaman. Jeg skruer ned for ham og op for Modkraften, der er en anderledes gavmild sjæl. Modkraft går straks i gang med at opregne mine mange fortræffeligheder, resultater og giga-succeser med en blid og lidt overbærende stemmeføring. “Visse-vasse, lille ven,” siger Modkraft roligt, men ikke nedladende til Megaman. Modkraft har nemlig overskud. “Du er da vist lige gået lidt i selvsving. Husk nu bare i sidste uge – og sidste år. Det var fremragende.” Så snøfter Megaman lidt, hoster fornærmet, og lusker ind i krogen igen. Modkraften er blevet ret cool på det seneste. Det har ikke knebet med rosende ord, og Megaman har været …

Respons er at give vilje og mod

Alle kan huske lærerens skriblerier i den danske stil når den kom tilbage. Ros og kritik. Oftest med hovedvægten på fejlretning. Skæve kommaer – eller ingen. Stavefejl. Kongruensfejl. Og en karakter. At kommentere på elevers tekster er en væsentlig lærerkompetence. Det er noget en lærer bare gør. I folkeskolen hedder det “at rette opgaver”. Men hvad er det egentlig for nogle grundlæggende opfattelser der ligger bag? Et par bud: Man lærer af at få udpeget de fejl man gør undervejs. Man lærer af at blive rangordnet, at få at vide hvor ens præstation ligger på en normalskala Stort og småt kan slås sammen. Argumenter og stavefejl kan kommenteres i samme åndedrag. Overordnet set rummer disse tre ideer om hvordan man lærer (at skrive, men det er nu nok ikke så vigtigt) en samlet hypotese, nemlig: Man lærer af at modtage respons på noget man har lavet eller lad mig præcisere Man lærer af at modtage respons på noget man har lavet Jeg er overbevist om at respons kan være en motor for læring hos den …

Substralificering – fem tips til at få samarbejdet til at gro

Ovre på Nadjas Reflexioner funderer Nadja Pass med vanlig grundighed og akkuratesse over ledelsesforskeren Josh Bernoffs tanker om hvad de sociale medier betyder for alt det vi plejer at tænke om ledelse. Og her trækker hun så kollaborative processer og respons ind i billedet. Det er vigtigt, siger Nadja med guru Bernoff i baglommen, at kunne samarbejde i den sociale tidsalder, fordi ledelsen må give sine medarbejdere fri i en verden hvor ingen længere kan styre hvad der bliver sagt om virksomheden og hvem der siger det. Disse frie og idérige medarbejdere kalder Bernoff for HERO’es, hvilket står for Highly Empowered and Resourceful Operatives. Vi taler her om medarbejdere der er handlekraftige og opfindsomme og får rum til at være det. Organisationer der føder og understøtter denne type medarbejdere er, skriver organisationsforskeren Nadja erfarent, ikke ligefrem hverdagskost. Men hvad hulan skal der til? Teknologi og ledelse, svarer hun, og så ikke mindst: Proces og kultur. Jeg skal lade andre om at mene store ting om kulturdannelse. Men Nadja har givet mig faklen på samarbejdet og processerne, og den …

Tip nr. 3: Loop processen

Jeg er på vej hjem m s-toget efter et fedt møde med Jan & Kristian, to dygtige grafikere der driver Tombola Cph sammen med en tredje partner. Vi skal lave en visuel præsentation af et projekt. Jeg skriver teksten og er kunden i deres butik. De leverer layout, grafik, håndtegninger, the works. Det fine er at vi, selv om det faktisk er første gang vi arbejder sammen, er enige om at det bedste produkt kommer ud af fælles usikkerhed og åbenhed. Jeg kommer med en idé. Jeg ser et kort for mig med tegninger på. Og tekstbokse i hjørnerne. Jeg har første udkast til tekstboksene med. De siger jaaaa, jooo. Hvad hvis de står for neden? Jeg siger ja, fedt! Så tegner de lidt. Viser mig det. Jeg kan se at jeg skal gøre noget ved mit udkast. Der blir for mange ord. Hvad med bagsiden? Vi sludrer. Vi kunne lave nogle faktabokse. De tegner en stor boks og seks små. Vi snakker om noget overordnet tekst i den store. Og noget levende tekst og …

Tip nr. 1: Afstem forventningerne

Jeg har lært tip nr. 1 på den hårde måde. Ved at bruge lange lykkelige analytiske timer ved tastaturet med at disponere, skrive og redigere en vandtæt projektbeskrivelse som blev skrottet på to minutter af en styregruppe fordi de tre indledende sætninger der beskrev formålet med projektet – indlysende for mig – ramte helt skævt af deres drømme og behov. Ved at ligge søvnløs i ugevis over det guldrandede ledelsesgrundlag jeg skulle skrive sammen med en kollega på baggrund af 523 gule sedler klistret op af seks direktører og en ekstern proceskonsulent på væggen i et mødelokale på et midtsjællandsk provinshotel med brune gulvtæpper. Udsætte skrivningen igen og igen. For så endelig, hårdt presset af en deadline, og i hast, at skrive et udkast på fire timer. Bare en lynhurtig strukturering af de forbandede post-its, en times fælles brainstorm på sammenhænge og synteser, og så en masse ord i på skærmen i en fart fra hver vores hjemmearbejdsplads. Gå til skafottet med udkastet brændende i hånden. Og få det tilbage med store smil og armbevægelser og en enkelt rettelse i en overskrift på side 5. Alle processer involverer mennesker. Og …