Processer
Comments 2

Megaman og Modkraften

Med jævne mellerum får jeg følelsen af at jeg burde være bedre til at lave det jeg laver. Jeg har en indre megafon, Megaman kalder jeg ham, der på særligt skrøbelige tidspunkter skruer op for volumen og råber: “Det er bare ikke godt nok. Du burde slet ikke lave det der. Lige om lidt hyrer de nogle kompetente folk i stedet for dig.”

Ad åre har jeg fundet volumenknappen til Megaman. Jeg skruer ned for ham og op for Modkraften, der er en anderledes gavmild sjæl. Modkraft går straks i gang med at opregne mine mange fortræffeligheder, resultater og giga-succeser med en blid og lidt overbærende stemmeføring. “Visse-vasse, lille ven,” siger Modkraft roligt, men ikke nedladende til Megaman. Modkraft har nemlig overskud. “Du er da vist lige gået lidt i selvsving. Husk nu bare i sidste uge – og sidste år. Det var fremragende.” Så snøfter Megaman lidt, hoster fornærmet, og lusker ind i krogen igen.

Modkraften er blevet ret cool på det seneste. Det har ikke knebet med rosende ord, og Megaman har været helt stille.

Men så.

Pludselig, uden varsel, på en rigtig dejlig dag med lidt forårssolskin, vintergækker og all-round god stemning, brøler Megaman løs. Så højt så man ikke kan høre hvad han råber, kun BRØØØØØØØØØL.

Det er aldeles forkrøblende. Og hvor kom det fra? Nu gik det lige så godt.

Ja, netop. Det gik alt alt for godt.

Når vi er undervejs med store psykologiske forandringer, og det hele triller afsted, tågen letter, kan vi være 99 procent sikre på at blive mødt med et backlash. Pludselig modstand, brøl og tvivl, angst og nu-troede-jeg-lige-det-gik-så-godt-og-nu-er-det-igen-som-før.

Det er Megaman der kæmper. Dragens sidste kraftanstrengelse i Ringenes Herre. Det er den tabende hær der vælter frem over bakkekammen når den sidste krig bruser op i det endelige blodige slag.

Derfor skal man huske, når man mødes af et backlash, at brølet er beviset på at forandringen er ved at lykkes. At man har fat i den lange ende. Det er lige præcis nu at man skal holde fast og være stædig. Stik fingrene i ørerne hvis det er nødvendigt for at få arbejdsro. Og måske drikke et lille glas champagnebobler for at fejre hvor langt man er nået og hvor tæt man er på at lykkes.

Brølet er beviset.

Held & lykke!

Foto: Fotologic / Creative Commons

Advertisements

2 Comments

  1. Christina, ja, nemlig. Og det er altid værd at huske at når de brøler højest, er det fordi de er ved at give op. Det ved enhver psykoterapeut… 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s