Processer, Respons, Skrivning
Skriv en kommentar

Respons er at give vilje og mod

Alle kan huske lærerens skriblerier i den danske stil når den kom tilbage. Ros og kritik. Oftest med hovedvægten på fejlretning. Skæve kommaer – eller ingen. Stavefejl. Kongruensfejl. Og en karakter.

At kommentere på elevers tekster er en væsentlig lærerkompetence. Det er noget en lærer bare gør. I folkeskolen hedder det “at rette opgaver”.

2008-01-26 (Editing a paper) - 14

Men hvad er det egentlig for nogle grundlæggende opfattelser der ligger bag? Et par bud:

  1. Man lærer af at få udpeget de fejl man gør undervejs.
  2. Man lærer af at blive rangordnet, at få at vide hvor ens præstation ligger på en normalskala
  3. Stort og småt kan slås sammen. Argumenter og stavefejl kan kommenteres i samme åndedrag.

Overordnet set rummer disse tre ideer om hvordan man lærer (at skrive, men det er nu nok ikke så vigtigt) en samlet hypotese, nemlig:

Man lærer af at modtage respons på noget man har lavet

eller lad mig præcisere

Man lærer af at modtage respons på noget man har lavet

Jeg er overbevist om at respons kan være en motor for læring hos den der modtager den. Men det er ikke modtagelsen der gør det. Tænk over det. Lærer man noget af at få at vide hvad andre – mere eller mindre fagligt velfunderet og -argumenteret- synes?

Niksen. Man lærer en smule ved at reflektere over responsen. Men man lærer stort set alt ved at arbejde videre med næste tekst der igen er helt sin egen. Pokkers. Bortset fra kommaerne – som mange aldrig får styr på, og hul i det, den slags har vi folk til – er respons på fejl og mangler på en konkret tekst i det store og hele svært brugelige i næste skriveproces.

digital digs skriver Alex Reid, der underviser studerende i at skrive på et amerikansk universitet, at det at lære at skrive er lige som at træne til en marathon. Det er smertefuldt enkelt. Enkelt fordi man skal skrive. Ligesom man ikke kan læse sig til løb. Det er kun en vej, og det er vejen. Og tasterne. Smertefuldt fordi det kan gøre så forfærdelig ondt undervejs. Nu har jeg efterhånden en del kilometer i benene og en del ord i fingrene, og jeg kan hilse at sige at der altid vil være dårlige dage og tunge ben. Men også at jeg er bedre end jeg var sidste år. Og året før.

Reid har en vidunderlig pointe. Han siger:

Responses to student writing have to be placed in this context. They really have only ONE function: to propel the students’ writing activity, perhaps by giving the students a fresh perspective, approach, or strategy for writing.

Hvis vi skal gøre andre bedre til at skrive – eller simpelthen bedre til noget – ved at give dem respons, skal vi formå at give dem motivation, drive, glæde, gåpåmod, sult på at gøre mere, gøre noget andet, blive ved, række ud, bidrage, turde, satse, begå fejl, ville forandre, ønske at røre. Lyst og mod. Glæde ved arbejdet selv. Viljen til at løbe videre med tunge ben.

Respons er i virkeligheden det. Evnen til at give mennesker viljen og modet til at fortsætte.

Tænk over det næste gang du giver respons. Hvad kan du sige der giver netop dette menneske vilje? Giver dem stædighed og mod og en følelse af medvind på asfalten?

Foto: Nic McPhee / Creative Commons og Shashank Mhasawade / Creative Commons

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s