Og i kapellet skete der noget som vi sjældent oplever, men som jeg har tænkt meget over. Nemlig at teksten kom til live i øjeblikket, for mig som skribent og for modtagerne. Det er så sjældent at ordene kommer samtidig med responsen fordi vores tekster jo som oftest bliver læst væk fra os. Men det gik op for mig – men jeg stod der – at lejlighedstalen jo er en begivenhed, et nu, og ikke en tekst. Ikke mindst derfor bør vi holde den noget mere. Det har jeg blogget om på Videnskab.dk. Og nu reposter jeg mit indlæg her nedenfor. Det giver mening.

Øjeblikkets fællesskab

”Klink, klink, klink”.
- Ja, Ivan, vi har jo kendt hinanden i snart 38 år. Du var bare en snottet murersvend dengang da…

Den epideiktiske tale. Det er en tungebrækker af de slemme. Hvis vi kalder den for lejlighedstalen, er der straks lidt færre tomme blikke. De fleste af os kender den i den mest almindelige version, nemlig festtalen: Kammeraterne ved 60-års fødselsdagen. Gommens tale til sin elskede. Mors tale til sin nyuddannede søn. Festtalen er ofte en pligttale. Vi er nødt til at holde den fordi traditionen foreskriver det, men vi var hellere fri. Måske fordi vi har taleskræk eller synes at talentet mangler. Og talen kan føles som et tomt ritual, lige så meningsløs som polterabendpinsler.

Og dog. For nylig holdt jeg en mindre festlig lejlighedstale, nemlig en tale ved min mors bisættelse.

I antikken var den epideiktiske tale en lovtale. Den handlede om at prise eller dadle nogen eller noget. Lovtalen var showmanship, et fremvisningsvindue for talekunsten, og som sådan en mundtlig litterær genre med fokus på formen, det kunstfærdige. Men retorikforskerne Perelman og Olbrecht-Tyteca understreger en dybereliggende funktion ved det epideiktiske, nemlig dette at vi i lovtalen sætter ord på, uddyber og stadfæster vores værdier. Hvad tror vi på? Hvad er det gode og det onde? Og på den måde: Hvori består vores fællesskab? Hvem er vi, sammen?

I et lille kapel stod min søster og jeg for godt en måned siden og beskrev vores mor og hendes livsvalg, til tider banale, til tider unikke. Vi talte om hendes væsen der både var blødt og ganske kantet. Om hendes drømme for sit eget liv og for vores. Jeg stod tæt ved min mors kiste og tæt på den lille skare af venner og familie. Da jeg begyndte at tale, holdt talen op med at være ord på papiret. I stedet skabte jeg i ordene et levende øjeblik, et nu, sammen med de mennesker der var til stede. Jeg har opdaget at et dødsfald puster liv i faste udtryk og klicheer. Talen ved min mors bisættelse rørte ved folk. De blev rørte, og lige dér dannedes øjeblikkets fællesskab.

Vores taler var et ekko af hinanden. Et ord gik igen, uden at vi havde aftalt det på forhånd. Ordet stolt. Jeg er stolt af min mor, sagde vi begge. Vi talte om de kvaliteter ved vores mor som er indlejret i os, som vi tager med os og som vi er stolte af. I den fælles fortælling samlede vi trådene i vores nye familie, dem som vi er og skal være uden hende, de værdier vi vælger.

Efter bisættelsen spurgte mange mig om det ikke var en hård dag. Jo, det er tungt at miste sin mor og sige farvel til hende. Men bisættelsen var en fejring af vores mors liv og satte ord på de ting vi tager med og siger tak for. Det vi har lært. Og på den måde var det en festtale på en afgørende dag i vores liv og ved at holde den var jeg med til at skabe og forme min familie.

Lejlighedstalen er ikke en politisk tale der skal anspore folk til at træffe en beslutning – og da gerne den rigtige. Lejlighedstalen er heller ikke den juridiske tale der skal hjælpe os til at skelne mellem sandt og falsk, rigtigt og forkert. Lejlighedstalen er den almindelige danskers tale. Den står til rådighed for enhver af os, og i lejlighedstalen er vi alle sammen retoriske agenter med et publikum hvis fortælling og fællesskab vi skaber. Vi kan tale til mennesker og røre dem og fortælle hinanden hvorfor det giver mening at vi er sammen.

Vi bør holde nogle flere festtaler, også når traditionen ikke tvinger os til det. Vi skal tale for vores venner og til vores venner, for vores familie og til vores familie, for vores kolleger og til vores kolleger. Også når de fylder 42. Ved det månedlige afdelingsmøde. Ved 2 x parmiddagen på en helt almindelig fredag aften. Ikke mindst her i grå november, hvor efteråret flyder ind i vinteren og dagene ind i tusmørket, og vi har det med at putte os hver for sig.

Alexander Kjerulf, idémand, ildsjæl og inspirator, inviterede mig til en samtale foran kameraet om hvorfor vi skal rose hinanden og hvordan vi gør det på den gode måde – og hvad man absolut ikke skal gøre.

Se Alexanders og min samtale her, mens jeg lige får løst problemerne med at embedde videoen.

Vi mennesker har det med at tro at vores omgivelser instinktivt ved hvad vi ønsker. Jeg synes at min kæreste burde vide, helt af sig selv, at i dag har jeg ikke brug for kritik, men i stedet en skamløs kompliment og en krammer. Jeg synes at min søn burde vide at jeg ønsker at han hører efter, LIGE NU, i stedet for at gå tættere på tv’et for at skære generende forældrestøj bort.

Lige sådan med respons.

Når vi beder andre om respons, siger vi ofte noget i denne her retning:

Gider du ikke lige læse det her igennem?

Som regel sker der så en af disse tre følgende ting:

1. Fem minutter senere siger Kollega/Respondent/Makker hen over computeren eller henne fra døren: Det er fint, jeg har ikke noget til det.
2. En halv time senere får du udkastet tilbage med to forkerte kommarettelser, en bølgestreg du ikke forstår meningen med, og en kafferand.
3. 2 1/2 minut senere trækker Kollega/Respondent/Makker en stol hen ved siden af hæve-sænke-bordet og sætter sig tungt på den med et undertrykt suk. Og siger: Jeg kan godt se hvor du vil hen, men vi er simpelthen startet det helt forkerte sted med den her opgave. Hvorfor har du ikke a) igangsat en helt ny strategiproces med direktionen b) interviewet Yoko Ono og Paul McCartney c) skrevet noget mere, fx fire sider, om det projekt jeg er projektleder for?

Du står nu i den situation at du har fået ingen feedback eller – hvad der er værre – feedback du ikke ønskede og ikke kan bruge til noget. Fordi deadline er to dage væk, fordi Yoko Ono ikke lige taler med ydmyge skribenter som dig, fordi teksten højst må være en halv a4-side lang og i øvrigt skal være egnet til publicering på nettet.

Men det er faktisk din egen skyld. For du glemte at gøre det helt klart hvad du havde brug for, da du bad Kollega/Respondent/Makker om respons. Uden klare rammer er Kollega/Respondent/Makker nemlig tvunget til at opfinde dem selv. Og det gør de så efter bedste evne, i henhold til egne behov og egen personlighed.

SIG DET HØJT! Sig hvad du har brug for, og hvad omstændighederne er:

• Hvornår er deadline?
• Hvad kan du nå at lave frem til deadline?
• Hvad er udfordringen med opgaven for dig, lige nu? Altså: Hvilken form for hjælp ville være den bedste? Kommaer eller nye ideer?
• Hvilken type forslag vil du IKKE have? Fordi du ikke kan nå det, fordi du har været der eller fordi… Bare sig det!
• Er der særlige krav til teksten? Fx specielle modtagere, en chef der ønsker det på en bestemt måde, et særligt slægtskab med andre tekster på hjemmesiden…

Find selv på flere. Det vigtige er at du briefer Kollega/Respondent/Makker på en måde så hun eller han giver dig lige præcis den respons der kan hjælpe dig. Og ikke spilder hverken din – eller deres egen! – tid på noget som du alligevel ikke ønskede og ikke kan gøre fornuftig brug af.

Foto: Muffet / Creative Commons

Jeg køber sko til mig selv og børnene online. Et sted derude i kundeserviceland sidder verdens sødeste Lene. Lene er der altid for mig. Jeg har altid brug for hende når noget er gået lidt galt. Som regel fordi jeg af og til er en klods til det der med at trykke på de rigtige knapper. Men i går fordi der kun ankom en kasse med børnesandaler selv om bestillingen (og fakturaen!) lød på to par. Ikke så godt – babyen har meget varme tæer i forårseksplosionen.

Lene er der som et søm.

Hej Katrine. Det er beklageligt. Jeg sender et ny par til dig med det samme.. Jeg håber i bliver glade for dem. Rigtig god weekend. Mvh Lene

Her kunne jeg sige pænt tak.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg skrev til Lene:

Tusind tak! Og ja, vi plejer altid at blive glade for jeres sko, og vi er vilde med jeres gode kundeservice og anbefaler jer til alle vennerne. Bare så I ved det! God weekend. Katrine

Der er vist nok en film der hedder Pay it forward. Og feel-good-moralen er vist nok at hvis alle gør hinanden gode tjenester på forventet efterbevilling, så sker miraklerne vitterligt.

Det giver totalt mening.

Ros er et fantastisk redskab til læring. Når vi får at vide hvad vi gør godt, ved vi også hvad vi skal blive ved med, og gøre mere af. Lene har fortjent at få ros og at få at vide at det at hun er så god, også bliver kommunikeret ud til resten af verden. Faktisk burde jeg være mere konkret. Jeg burde have skrevet til Lene at det er netop det at hun er på pletten, der er så godt. At det er det at hun skriver lige ud af posen, venligt og menneskeligt, og så man kan forstå det, der gør mig glad. Og at hun tror på mig – jeg har jo ikke nægtet at skrive under på nogen kvittering fra pakkeposten hvor der stod at der var to par sko i en pose, selv om der kun var en. Jeg må vist til tasterne igen…

Har du rost nogen i dag? Nej? Så er det om at komme i gang. Sig lige præcis hvad det er de gør godt. Og gør det med det samme.

Foto: David Eccles / Creative Commons

Den svenske sangerinde Jenny Wilson er et guddommeligt eksempel. Hun har netop genudgivet alle sangene fra sit 2009-album Hardships i nye indspilninger i et nyt dobbeltalbum med titlen Blazing I og Blazing II. Blazing I er Jenny Wilsons genfortolkninger af sangene fra Hardships. Blazing II rummer flere af de samme numre én gang til, nu remixet af forskellige kunstnere. (Læg mærke til hvordan røgen glider over ansigtet på Jenny Wilson på coveret på Blazing II. Der er lagt et lag indover, Jennys ansigt kærtegnes af noget nyt og bliver et andet.)

Siden Hardships blev udgivet, har Jenny Wilson været på turné med sangene. Og de har udviklet sig undervejs i kraft af og igennem de mange koncerter hvor musikerne har fortolket og genfortolket.

Det der skete, når vi spillede, var, at mine melodier fra “Hardships” fik nyt liv. Det var som om uskylden forsvandt fra melodierne og de blev hårdere og mere blodfyldte,

siger Jenny Wilson i et fedt interview om det nye dobbeltalbum på Kulturnyt på P1.

Hardships og Blazing I og II er den skabende og kollaborative proces der looper i himmelflugt. Alle tre albums er uovertrufne.

Her en koncertoptagelse med nummeret Clattering Hooves fra Hardships:

Ros er nemlig ikke bare flødeboller der er lækre og søde, men ingen næring har. Ros på den gode måde kan give os masser af viden og ressourcer som vi kan bruge til at blive klogere med.

Men det kræver arbejde. Ros der skaber udvikling, skal være konkret og specifik. Det vil sige at den der roser, ikke bare skal sige: Sikke da en spændende artikel. Men i stedet skal sige: Sikke en spændende artikel. Jeg synes især at argumentet om ditten-dutten var godt fordi det adresserede den modstand som mange grundlæggende har imod ros. Og så kan jeg lide din humoristiske tone, især i afsnit tre, lige der hvor du skriver ditten-dutten-datten. Netop dét udtryk og den formulering er med til at tage luften ud af den tvivl som mange har uden egentligt at tænke over det.

Det er en god artikel. Læs den. Her er linket igen.

Ad åre har jeg fundet volumenknappen til Megaman. Jeg skruer ned for ham og op for Modkraften, der er en anderledes gavmild sjæl. Modkraft går straks i gang med at opregne mine mange fortræffeligheder, resultater og giga-succeser med en blid og lidt overbærende stemmeføring. “Visse-vasse, lille ven,” siger Modkraft roligt, men ikke nedladende til Megaman. Modkraft har nemlig overskud. “Du er da vist lige gået lidt i selvsving. Husk nu bare i sidste uge – og sidste år. Det var fremragende.” Så snøfter Megaman lidt, hoster fornærmet, og lusker ind i krogen igen.

Modkraften er blevet ret cool på det seneste. Det har ikke knebet med rosende ord, og Megaman har været helt stille.

Men så.

Pludselig, uden varsel, på en rigtig dejlig dag med lidt forårssolskin, vintergækker og all-round god stemning, brøler Megaman løs. Så højt så man ikke kan høre hvad han råber, kun BRØØØØØØØØØL.

Det er aldeles forkrøblende. Og hvor kom det fra? Nu gik det lige så godt.

Ja, netop. Det gik alt alt for godt.

Når vi er undervejs med store psykologiske forandringer, og det hele triller afsted, tågen letter, kan vi være 99 procent sikre på at blive mødt med et backlash. Pludselig modstand, brøl og tvivl, angst og nu-troede-jeg-lige-det-gik-så-godt-og-nu-er-det-igen-som-før.

For mig er Modkraft er at få overtaget. Det står stadig mere klart at Megaman er en stor løgner. Og nu har han opdaget at jeg mener det. Han er på vej ud.

Så kæmper han. Det er dragens sidste kraftanstrengelse i Ringenes Herre. Det er den tabende hær der vælter frem over bakkekammen når den sidste krig bruser op i det endelige blodige slag.

Det er Megaman der gør en sidste kraftanstrengelse og kæmper vildt for at holde fast i det der var.

Men det man skal huske når man mødes af et backlash, er at brølet er beviset på at forandringen er ved at lykkes. At man har fat i den lange ende. Det er lige præcis nu at man skal holde fast og være stædig. Stik fingrene i ørerne hvis det er nødvendigt for at få arbejdsro. Og måske drikke et lille glas champagnebobler for at fejre hvor langt man er nået og hvor tæt man er på at lykkes.

Brølet er beviset.

Held & lykke!

Foto: Fotologic / Creative Commons

At kommentere på elevers tekster er en væsentlig lærerkompetence. Det er noget en lærer bare gør. I folkeskolen hedder det “at rette opgaver”.

Men hvad er det egentlig for nogle grundlæggende opfattelser der ligger bag? Et par bud:

1. Man lærer af at få udpeget de fejl man gør undervejs.
2. Man lærer af at blive rangordnet, at få at vide hvor ens præstation ligger på en normalskala
3. Stort og småt kan slås sammen. Argumenter og stavefejl kan kommenteres i samme åndedrag.

Overordnet set rummer disse tre ideer om hvordan man lærer (at skrive, men det er nu nok ikke så vigtigt) en samlet hypotese, nemlig:

Man lærer af at modtage respons på noget man har lavet

eller lad mig præcisere

Man lærer af at modtage respons på noget man har lavet

Jeg er overbevist om at respons kan være en motor for læring hos den der modtager den. Men det er ikke modtagelsen der gør det. Tænk over det. Lærer man noget af at få at vide hvad andre – mere eller mindre fagligt velfunderet og -argumenteret- synes?

Niksen. Man lærer en smule ved at reflektere over responsen. Men man lærer stort set alt ved at arbejde videre med næste tekst der igen er helt sin egen. Pokkers. Bortset fra kommaerne – som mange aldrig får styr på, og hul i det, den slags har vi folk til – er respons på fejl og mangler på en konkret tekst i det store og hele svært brugelige i næste skriveproces.

På digital digs skriver Alex Reid, der underviser studerende i at skrive på et amerikansk universitet, at det at lære at skrive er lige som at træne til en marathon. Det er smertefuldt enkelt. Enkelt fordi man skal skrive. Ligesom man ikke kan læse sig til løb. Det er kun en vej, og det er vejen. Og tasterne. Smertefuldt fordi det kan gøre så forfærdelig ondt undervejs. Nu har jeg efterhånden en del kilometer i benene og en del ord i fingrene, og jeg kan hilse at sige at der altid vil være dårlige dage og tunge ben. Men også at jeg er bedre end jeg var sidste år. Og året før.

Reid har en vidunderlig pointe. Han siger:

Responses to student writing have to be placed in this context. They really have only ONE function: to propel the students’ writing activity, perhaps by giving the students a fresh perspective, approach, or strategy for writing.

Hvis vi skal gøre andre bedre til at skrive – eller simpelthen bedre til noget – ved at give dem respons, skal vi formå at give dem motivation, drive, glæde, gåpåmod, sult på at gøre mere, gøre noget andet, blive ved, række ud, bidrage, turde, satse, begå fejl, ville forandre, ønske at røre. Lyst og mod. Glæde ved arbejdet selv. Viljen til at løbe videre med tunge ben.

Respons er i virkeligheden det. Evnen til at give mennesker viljen og modet til at fortsætte.

Tænk over det næste gang du giver respons. Hvad kan du sige der giver netop dette menneske vilje? Giver dem stædighed og mod og en følelse af medvind på asfalten?

Foto: Nic McPhee / Creative Commons

På fredag tager vi afsted. 12 piger, heraf 8 løbere. Kun Monica har prøvet kræfter med de 21 kilometer før. Forventningens glæde er stor. Vi taler lejrskolestemning, arkitektonisk sightseeing, shopping, cocktails, brunch og masser af Tee & Torte, for det er man jo nærmest forpligtet til med al den motion. Stakkels hotelejeren der endnu ikke ved at han bliver ramt af en flok medio-30 kvinder på fire dages prøveløsladelse fra alle familiepligter.

Men det er ikke det fedeste.

Løberiet har grebet om sig. I hel overdreven grad, vil nogen af mine naboer sikkert mene. Der er sort lycra og smartphones med GPS’er overalt. Det meste lycra sidder på pigerne, til trods for at vi har en del seje løbedrenge her i bofællesskabet. Berlin har vist sig at være en heftig dynamo.

Sikke en rød klud. For halvanden uge siden sparkede vi så en duel i gang. Lange Ben Challenge 2011. Og ja, rigtigt gættet: Drengene mod pigerne. Barnligt og godt. Og jeg kan godt hilse og sige at det ikke er en kvinde der har lavet det regneark. Det gør ikke konkurrencen dårligere. Lad mig fornøje jer med dagens status:

Men det er stadig ikke det fedeste.

For under endnu en løbetur (der desværre gik i nul i konkurrenceregnskabet, for vi var to kvinder og to mænd…) fortalte Monica om sin søn på 8 år der er helt ødelagt over at pigerne er så meget foran at han ALDRIG kan nå at vinde. Lille ven… Den rumsterede vi på. Hvad med at vi konkurrerer mod os selv? Totalt hippie-agtigt-det-handler-om-at-være-med-ikke-om-at-vinde.

Må jeg præsentere Dagens status for Turen til Palermo:

Målet er at lægge alle kilometer sammen. Drenge og piger, kvinder og mænd. Og se om vi kan nå til Palermo senest den 14. maj kl. 23:59 hvor regnearket lukkes og gøres op.

Destinationen er naturligvis beregnet så den kan nås – hvis vi giver den en skalle. Der er noget at kæmpe for, men det er i høj grad muligt. Jo flere vi løber og jo mere vi går op i det, jo lettere bliver det.

Jeg er vild med det. Her er alle komponenter der skal til i en fed samarbejdsindsats:

• Spas og leg
• Mål der skal kæmpes for i fællesskab og individuelt
• Konkurrence
• Omsorg
• Opbakning, ros og hepperi
• Brug for alles bidrag
• Plads til forskellige løsningsmetoder (selv om jeg personligt mener at en skridttæller når LE All Stars spiller fodbold torsdag aften, liiiiige er at stramme den…)
• Find selv på flere…

Foto: Jordan Fischer / Creative Commons

Det er det fineste trekløver. Og det særligt fine ved at trekløveret er at det findes overalt, dér lige for næsen af os, lige til at plukke i stedet for at lede efter det sagnsomspundne firkløver. Enkelt og godt.

Konkret

Husk altid at pege helt konkret, specifikt og præcist på hvad det er du synes er godt eller kunne være bedre ved den ting du giver respons på. Sig ikke: Din tekst er spændende, eller den måde du håndterede mødet i går på, kunne have været bedre. Sig:

Verberne “triller” og “bobler giver de to sætninger øverst på side to præcis den forventningsfulde stemning vi gerne vil opnå i denne her velkomstbrochure til nye forældre.

Eller

Den rejsemetafor du brugte i præsentationen – med kuffert og  kort og visum – betød at deltagerne levede sig ind i workshoppen og turde sige vovede ting, præcis som vi havde aftalt.

Konstruktivt

Kom altid med forslag til hvad der bør gøres for at gøre det endnu bedre. Hvis det er en tekst, og du peger på at noget fungerer mindre godt, for eksempel rækkefølgen af argumenter eller en række fagtermer som modtageren vil have svært ved at forstå, skal du foreslå skribenten hvad hun skal gøre i stedet. Hvordan skal strukturen laves om, helt præcist. Afsnit 2 om på side fem? Hvilke begreber kan du foreslå der vil fungere bedre? Reglen gælder også når noget er godt. Du kan sagtens foreslå den du giver respons, steder eller situationer eller produkter hvor han kan gøre mere af det gode, fordi det vil være virkningsfuldt der.

Kammeratligt

Ingen er usårlige når det kommer til respons. Det er altid følsomt at lægge sit arbejde frem for andre og høre deres mening. Derfor har man pligt som respondent til at sige tingene på en ordentlig og rar måde. I gamle dage hed det “kærligt” og ikke “kammeratligt” på retorik. Det er nok fint med en modificering – men ikke desto mindre helt afgørende at man tager hensyn til hinandens følelser. Uanset hvad produktet er som du skal give respons på, kan du regne med at muligheden er til stede for at afsenderen bliver såret hvis du tramper rundt og læsser kritik af dig i stride strømme. Giv respons på en venlig og betænksom måde. Sig det endnu blødere end du tror er nødvendigt. Og husk at vi lærer mindst lige så meget, hvis ikke mere, af at høre hvad vi har gjort godt, som af at høre hvad vi har gjort skidt.

Illustration: Julien Gong Min / Creative Commons.